Sømandsforeningerne i Assens I en tid, hvor det var nødvendigt at kunne klare sig selv, og hvor sømandens hårde og farefulde virke ofte afstedkom sygdom og tidlig død, var det naturligt at stå sammen og oprette hjælpekasser, der kunne træde til, når nøden bankede på døren til de små og ofte fattige hjem. Således også i Assens, hvor først de mere velbjergede inden for standen, nemlig skipperne, allerede i 1850 stiftede Assens Skipperforenings Hjælpekasse. Denne hjælpekasse fungerede til 1912, hvor den opløstes og omdannedes til Assens Skipper forenings I Mindelegat, der siden 1934 har været administreret af Assens Sømandsforening. For den menige, dårligst stillede del af sømandsstanden, stiftedes i begyndelsen af 1868 Sømandsforeningen i Assens, hvis hovedformål var «at understøtte syge og alderssvage Søfolk, Enker efter og Børn af Søfolk, når de uforskyldt geraade i Nød». Foruden sømænd kunne enhver «som af Interesse for Sø mandens virksomme og farefulde Liv vil understøtte denne Forening til Gavn for Sømandsstanden» optages som medlem. Foreningen skulle først begynde udbetaling af understøttelse fra I. april 1873, når der var samlet de nødvendige midler af kontingentet, der udgjorde 1 rigsdaler årligt. Da det åbenbart har været vanskeligt at få et tilstrækkeligt antal medlemmer, blev der i oktober 1869 rettet henvendelse til byens og omegnens ”Skibsrhedere, Kjøbmænd og andre gode Mænd, der har Deeltagelse for Sømandens besværlige og fare- fulde Gjerning” om at tegne sig som medlemmer af foreningen. Denne henvendelse var forfattet af kammerassessor, toldforvalter i Assens, F.J. Jansen, hvis hjerte bankede varmt for sø mandsstanden. Han stod da også øverst på listen, hvor 32 «gode Mænd» tegnede sig som støttemedlemmer Såvel toldforvalteren som mange af medlemmerne havde dog ikke tålmodighed til at vente på, at det skulle blive 1. april 1873. 1. december 1870 afholdtes derfor et møde, hvor det blev vedtaget at indtræde i Sømandsforeningen i København. Denne forening, stiftet i 1856 af matros Peter Funch, havde i 1870 af delinger i 9 danske købstæder, og kunne selvsagt tilbyde nogle goder, som en lille sømandsforening ikke havde økonomisk mulighed for, nemlig, foruden hjælp i sygdomstilfælde, hjælp til forliste søfolk, begravelseshjælp, enkeunderstøttelse mv., adgang for alle medlemmer til at benytte foreningens forhyringskontor og Sømandshjem i København. Toldforvalter Jansen blev foreningens agent i Assens, og virkede sådan til 1897, hvor det må formodes, at de sidste medlemmer har fundet deres plads i den nye Assens Sømandsforening. Foreningens stiftelse Sømandsforeningen for Assens og Omegn blev stiftet den 28. december 1890, hvor generalforsamlingen vedtog de love, der var udfærdiget a et den 7. december 1890 nedsat lovudvalg bestående af købmand J. Jacobsen, købmand F. W. Jepsen, bådfører H. Meyer, dampskibsekspeditør P. R. Schmidt og kaptajn J. M Svendsen Til den første bestyrelse valgtes købmand Frederik Plum (formand), købmand J. Jacobsen (næstformand), kaptajn J. M. Svendsen (kasserer), bådfører H. Meyer, styrmand Nis Nissen og købmand F. W. Jacobsen. I 1933 ændredes foreningens navn til Assens Sømandsforening. Syge- og begravelseshjælp Efter foreningens første love var dens formål at yde sine aktive medlemmer hjælp i sygdomstilfælde og til begravelse. Medlemskontingentet var for gifte 35 øre, for ugifte 25 øre og for enker 15 øre pr. måned. Sygehjælpen, som udbetaltes fra og med anden uges sygdom, og kun for hele uger, var for, gifte 4 kroner, for et medlems hustru 2 kroner og for et ugift medlem 2 kroner ugentlig. Efter 8 ugers sygdom nedsattes sygehjælper, til det halve, dog højst i 8 uger hvorefter den bortfaldt. Begravelseshjælpen var 25 kroner for et gift medlem, medens den for et medlems hustru og for et ugift medlem var 20 kronet Ved en lovændring i 1908 nedsattes det månedlige kontingent, hvor underligt det end kan lyde, til 25 øre for såvel gifte som ugifte medlemmer, medens enker efter medlemmer stadig skulle betale 15 øre. Sygehjælpen blev ændret til 70 øre pr. dag for mænd, medens hustruer eller enke, fik 60 øre. Samtidig blev begravelseshjælpen fastsat til 25 kroner for alle medlemmer. For et beskedent ekstrakontingent på 15 øre kunne mænd sikre sig sygehjælp på i alt 1 krone daglig. En anden forbedring var, at sygehjælp nu kunne udbetales fra datoen for lægeattestens udstedelse, altså i realiteten fra I sygedag og i indtil 100 dage af regnskabsåret. Ved uheldbredelige sygdomme og sindssygdomme kunne der udbetales sygepenge i det år syg dommen var opstået og i det følgende år. I de første love er det udtrykt, at ”Sygehjælp udbetales ikke til Medlemmer, som ved egen Skyld har paadraget sig Sygdomme, saasom Syphilis, Drukkenskab eller lignende. I lovene fra 1908 er dette ændret til ”Sygehjælp ydes ikke for Drankersygdomme, veneriske Sygdomme eller Sygdomme, der hidrøre fra Slagsmaal”. Ved lovændringen i 1933 var disse bestemmelser optaget uændret, og var således faktisk gældende til bestemmelserne om sygedagpenge bortfaldt ved lovændringen i 1983. 1919 blev kontingent og sygedagpenge gradueret, hvilket i forhandlingsprotokollen er refereret således under generalforsamlingen den 10. februar: ”Bestyrelsens Forslag om Forhøjelse af Kontingent og af Sygehjælp fremsattes og vedtoges enstemmigt med en af Havne foged Th. Jacobsen foreslået Ændring, nemlig at Kontingentet yderligere forhøjes med fem øre pr. Medlem pr. Måned, og at disse 5 øre indgaar i Foreningens Hjælpefond(Juletræsfond) at anvende efter Bestyrelsens Skøn til Hjælp til Dækning af Administrationsudgifter, Selskabelighed i Foreningen mm. Herefter er det
saaledes vedtaget, at Medlemskontingentet fra 1ste Juli 1919 er fastsat
til: Ovennævnte satser var stadig gældende ved lovændringen i 1938 og holdt sig på dette stade helt til 1958, hvor det kvartårlige kontingent forhøjedes til 50 øre og sygedagpengene til 1 kr. pr dag for hustruer og enker, medens mænd for et kvartårligt kontingent på 3,25 kr. kunne oppebære en sygehjælp på 1,50 kr. daglig. Samtidig forhøjedes begravelseshjælpen til 75 kr. for aktive medlemmers efterladte. Disse satser var gældende indtil behovet for denne form for sygeunderstøttelse langsomt ebbede ud og helt ophørte i begyndelsen af 1970erne. Ved vedtægtsændringerne i 1983 er begrebet sygehjælp bortfaldet, medens begravelseshjælpens størrelse ”fastsættes af bestyrelsen”. Foranstående giver os et levende billede af en tid, hvor pengene var små, og hvor inflation var et næsten ukendt begreb. Kunne fædrene til denne, i deres tid, hårdt tiltrængte hjælp til opretholdelse af livet under små forhold se, hvad man i dag kan købe for en krone, ville de nok blive chokerede. Selskabelige sammenkomster og kulturelle arrangementer Selvom foreningens første love ikke indeholder disse formål, har der lige fra begyndelsen været afholdt forskellige arrangementer for at styrke sammenholdet blandt medlemmerne. I vedtægterne fra 1908 er formalsparagraffen udvidet til også »at bidrage til at øve Indflydelse paa Sager, der særlig vedrører Sømandsstandens Interesser og til at fremme god Forstaaelse indenfor Foreningen ved Afholdelse af selskabelige Sammenkomster o. lign». I vedtægterne fra 1933 er dette yderligere udvidet til »at bidrage til og at øve Indflydelse paa Forhold, der vedrøre Sømandsstandens Interesser paa Forhold, der kunne være af Betydning for Byens almene Vel, og til at fremme god Forstaaelse indenfor Foreningens Medlemmer ogsaa ved Afholdelse af Sammenkomster og lign.». Forhandlingsprotokollerne går ikke meget i detaljer om disse sociale og kulturelle arrangementer, men ved at blade dem igennem kan vi alligevel fà et indtryk af denne ikke mindst vigtige side af foreningens virke. Foreningens julefest har hvert år fra 1898 til 1961 med undtagelse af 1918, hvor den spanske syge huserede, været afholdt på Marcussens Hotel. Ofte med så mange deltagere, at det var nødvendigt at have to træer for at få plads til de mange godteposer til børnene, for hvem aftenen var forbeholdt indtil kl. 10, hvorefter der var bal for de voksne. Vinterfesten, torskegildet, har ligeledes været afholdt på Marcussens Hotel hvert år siden 1909, dog med enkelte undtagelser, nemlig de år, hvor det på grund af isvinter ikke har været muligt at skaffe torsk. Af andre arrangementer bør nævnes generalforsamlingen den 26. januar 1897, hvor protokollen beretter følgende: »Ved den derefter stedfundne festlige Indvielse af Foreningens Fane talte Formanden for Kongen for det første Søm, Næstformanden J. Jacobsen for Fædrelandet for andet Søm og F. W. Jepsen for Foreningen for 3die Søm.» I 1904 stabledes en dilettantforestilling på benene til fordel for medlem O.Olsens enke. Der indkom i nettooverskud den nette sum af 44 kr. 19 øre. I 1908 var havnepladsen skueplads for en stor sommerfest for Søinandsforeningen og Kapsejladsforeningen. 1908 var i det hele taget et åi; hvor der skete noget. Protokollen meddeler: »Søndagen den 22de November Aften Kl. 8 afholdtes i Marcussens Lokale, Aftenunderholdning med Foredrag og Lysbilleder om Amdrups Grønlandsexpedition, af Sekretær Jacobsen af København. Derefter Gluntarsange af d’Herrer Bogbinder M. Olsen og Photograf Brandt. Derefter Bal til Kl. 2.» Også tankerne om oprettelse af et kursus for unge søfolk dukkede op, og ved et møde den 7. januar 1909 blev det vedtaget at holde sådanne kurser omfattende regning, skrivning og skib mandsarbejde. Hvor mange år disse kurser afholdtes vides ikke, men i årene 1909 og 1910 blev der givet statstilskud til denne aftenskole. »Sekretær Jacobsen af København gæstede også Sømands foreningen i 1909, hvor han holdt foredrag med lysbilleder om Cook’s og Peary’s Nordpolsfærd, samt om Vestindien og Livet til Orlogs. Man skulle tro, at så omfattende emner må have taget sin tid, og kunne have gjort tilhørerne trætte, men det har åbenbart ikke været tilfældet, idet der efter foredraget var ar rangeret bal. Det vil føre for vidt at nævne alle arrangementer, der gennem årene har været stablet på benene, lige fra foredrag, kapsejladser, udflugter lotterispil til fastelavnsoptog og dystløb, men et arrangement, som Sømandsforeningen havde taget initiativet til i anledning af 100-årsdagen for Peter Willemoes’ død om bord i «Prinds Christian Frederik» bør dog fremhæves. Protokollen fortæller således: »Den af Sømandsforeningen arrangerede Fest Søndagen den 22. Marts indlededes med Musik fra Kl. 7 til 8 Formiddag gjennem Byens Gader. Eftermiddagen Kl. 4
samledes paa Havnepladsen de for skjællige Foreninger med Faner som agtede
at deltage i Toget. Efter Opstillingen afmarcheredes gennem Strandgade,
Ladegaardsgade, Barongyden, Nørregade ad Østergade til Willemoes’
Fødegaard, hvor Haandværker Sangforeningen og Assens Sangforening, afsang
to Sange. Derefter satte Toget sig i Bevægelse ad Østergade til Willemoes
Statuen, som i Dagens Anledning var festlig smykket, og ved hvis Fod var
nedlagt fra de for skjællige Foreninger signerede Kranse. I Toget taltes
17 Faner og Bannere og cirka 1500 Deltagere. Saavel gjennem Bladene, som fra mange andre Sider udtaltes til Sømandsforeningen en varm Tak fordi den havde taget Initiativ til Afholdelsen af den smukke Fest, som var forløbet uden en eneste Mislyd». Også når andre tog initiativet, eller når der ved andre lejligheder skulle ”kippes” med flaget var Sømandsforeningen med. Således ved Kongebesøgene i 1922 og i 1949, hvor foreningen rejste store æresporte på havnens midtermole. Også ved flåde besøg deltog man, både aktivt og økonomisk. Ved fester til fordel for humanitære formål, såsom børnebespisning, børnehjælpsdage og ved rundskuefester har foreningen deltaget i vognoptogene. Endvidere er der ved forskellige lejligheder ydet kontante gaver, f.eks. til Fulton-Stiftelsen og til klokkespillet i Vor Frue Kirke. I 1944 indsamlede lektor Henning Henningsen, Nyborg, senere direktør for Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, materiale til sine bøger «Dystløb i danske Søkøbstæder og i Udlandet og «Bådeoptog i danske Søkøbstæder og i Udlandet. Det spørgeskema, lektor Henningsen sendte til Assens Sømands forening blev besvaret af foreningens næstformand, havnefoged Theodor Jacobsen, der var født i Assens 1873, og havde været havnefoged her siden 1906. Havnefogedens brev, der neden for gengives i uddrag, er således en øjenvidneskildring af disse festlige indslag i sømandsforeningens historie. »Der har i ældre tider været afholdt fastelavnsoptog og dyst- løb i Assens, uden at jeg dog kan opgive noget årstal for hvornår det er påbegyndt. Jeg ved dog, at fra 1864 til 1889 blev der ingen afholdt, idet den daværende politimester, justitsråd Lindberg, forbød det. I årene efter 1889 blev skikken taget op igen, og der blev meget ofte arrangeret optog, men det var dog ingen fast årlig regel. Det rettede sig efter, hvor mange søfolk der var hjemme, og dette rettede sig igen efter, hvorledes vinteren var eller om fastelavn faldt sent, da de skibe, der havde været oplagt for vinteren, gerne gik ud omkring 1marts. Siden 1915 har der ikke været noget optog, idet startomkostningerne, navnlig udgiften til musik, blev for store. Det var sømandsforeningen, der stod for arrangementet og indtægten gik til foreningens sygekasse. Optogene fandt sted til fastelavn, men der har undertiden været holdt dystløb om sommeren, idet det da var noget større anlagt og gav flere penge. Jeg skal beskrive hvorledes optoget i 1915 foregik. Toget samledes på havnepladsen og bestod af en båd, anbragt på en vogn, der blev trukket af heste. I båden befandt sig 4 sluproere, 1 admiral og en bådsmand, der sad agter og havde roret. Over skrævs på forenden af båden sad »Neptun. i sin fantasiuniform med krone og langt skæg af opplydset tovværk og blår. I den ene hånd havde han en trefork (et ålejern) og i den anden et tudehorn. På de lange træskostøvler havde han sporer (et par åregafler). I båden var endvidere 1 lodhiver Efter denne båd kom en anden båd, rigget som en fuldrigget fregat. Denne båd var ligeledes anbragt på en vogn, der blev trukket af heste. Der var kun et par mands besætning på fregatten til betjening af rigningen, som man måtte lægge for at passere under telefontråde o. lign. Efter denne vogn fulgte gamle sømænd, som bar flag. På hver side gik en »politibetjent - det var en skipper-, forsynet med guldtresset kasket og sabel - da optoget selv skulle påse ordenens overholdelse. I spidsen for toget gik et 6 mands orkester med trommes)ager, og derefter kom sømandsforeningens fane. En stor del unge piger og unge sømænd, forsynet med bøsser, besørgede indsamlingen af penge. Med toget fulgte forskellige figurer, som hjalp til med indsamlingen. Fra havnepladsen drog toget til Willemoesstatuen, hvor der blev gjort holdt og hvor admiralen i en kort tale opfordrede søhelten til at gå ombord i fregatten og deltage i togtet. Ved affyringen af et par skud animeredes helten, og fra en tildækket plads, sprang Willemoes frem og gik ombord i fregatten. Toget drog nu op gennem byen så alle gader blev besøgt, og der blev gjort holdt mange gange for at give indsamlerne tid. Admiralen holdt adskillige taler på turen, f.eks. udfor borgmesteren, politimesteren o.a.
De første dystløb, jeg kan huske, var arrangeret efter optoget og foretoges med 2 både og 2 roere og 1 styrmand i hver. På en platform agter stod kæmpen, hvidklædt og med dupforsynet lanse. Bådene og platformen var undertiden smykket med grangrene. Der blev så fægtet til den ene af kæmperne blev skubbet i vandet, hvorefter sejrherren frivilligt sprang ud. Der var gerne flere forskellige hold, men kampen foregik, som her beskrevet. I sommeren 1907 arrangeredes et dystløb, hvor man anvendte 10 bade, og hvor platformen var anbragt forude. Der blev først foretaget eskadreroning rundt i havnen og der blev holdt åre- tag samtidigt til alle bådene. Efter forskellige manøvrer delte bådene sig i 2 grupper, 5 på hver side. På et signal roede de mod hinanden og rejste årerne når de passerede hinanden. Pä modsat plads svingede de rundt og samme manøvre foretoges en gang til. Derefter kom bådene frem 2 ad gangen og der blev kæmpet. Når den ene kæmpe var skubbet i vandet, roede begge bådene ind på plads igen og de næste 2 både kom frem. Således blev kampen fortsat til der var en sejrherre og han sprang så frivilligt i vandet. Sømandsforeningen ejede en nogenlunde korrekt admirals uniform og bådsuniform, ligesom man havde en del hvide bluser og matroskraver. Lanserne var 3 a 4 meter lange træstager, forsynet med dup. »Dette er hvad jeg kan oplyse om fastelavnsoptog og dystløb, og skulle der senere være noget, som jeg kan være til tjeneste med, er jeg altid villig, da jeg meget gerne ser optegnelser om gamle skikke bevaret.»
Med venlig hilsen
|
||||||||||||
